top of page
Kuld E2014
30.06.2014
I dag rejste Schaploni Enzo Enrico hjemmefra som den sidste af kuldet. Om to dage er hvalpene tre måneder gamle, tiden er fløjet afsted. Det var svært at sige farvel til den sidste lille herre, der jo har boet hos os lidt længere end de andre, men han har, ligesom hans søskende, fået en dejlig ny familie. Vi håber en gang imellem at kunne vise nogle billeder fra kuldet i deres nye liv.
29.06.2014
Schaploni Eddie er på besøg og han og Enzo er på morgentur ved fjorden.
15.06.2014
Miljø – miljø – miljøtræning! Men vi hygger os med det. Vi har været til “Eventyr på godset” og der var mange nye ting at opleve. Der var andre dyr, bl.a. heste og får, der var mange forskellige hunde der gerne ville og måtte snakke, når vi spurgte, der var udfordringer i hvalpelegestuen og en masse mennesker. Resten nåede vi ikke at få med, for det var to trætte hunde, der gerne ville hjem efter nogle timer med mange oplevelser.
09.06.2014
Hjemme igen efter ferien, men her er ret tomt når alle de andre hvalpe er rejst. Det er godt Dea vil lege. “Når jeg ligger her kan jeg trille bolden ned og hive den op igen uden at skulle flytte mig ret meget! – Hov, der trillede den helt over til Dea, nu kan jeg ikke nå den. Øv. – Det er for varmt til at lave en hel masse sjov med hende!”
07.06.2014
Vores hvalpe er blevet store nok til at rejse fra os, men vi har endnu en dejlig ung mand, som hygger sig meget med storesøster Dea.
 
Hvad graver vi efter ?
06.06.2014
Jeg leger meget, men jeg venter og venter også på, at der er nogen der godt kan lide mig og synes at jeg skal være deres hund de næste mange år.
04.06.2014
Så er Enzo sidste hvalp af kuldet, der stadig bor hos os. Han er nu 9 uger gammel og hygger sig med alle vore 4 voksne hunde og de hunde, der kommer på besøg. Han har også mødt et pindsvin, det var meget, meget interessant at holde øje med. Han er blevet dygtig til at ikke at lave “pytter og klatter” idendørs og i nat holdt han sig fra han blev luftet kl 22.30 lige til kl 5.30 uden der skulle tørres op. (Vi har da lov at håbe det bliver ved på den måde.)
02.06.2014
Der leges og prøves kræfter. Det er sjovt at snuppe et tørret kaninøre fra den anden, men efter en lang dag kan man blive så træt, at det er nødvendigt at ligge ned og spise sin natmad.
01.06.2014
Socialiseringen fortsætter, selvom der kun er to hvalpe tilbage. Vi er nu alle i sommerhus og de små møder en ny hund. Han lugter som en hund, men han ligner IKKE en schapendoes. Hvalpene ser i starten på i pæn afstand, men det ændres hurtigt. – Der bliver givet mange pige-kram til “de små” og på et tidspunkt får de øje på en kost, der er i gang med at feje sand sammen, så skal den undersøges – og den er heldigvis ikke farlig.
29.05.2014
Disse to skønne hanhvalpe er  endnu ikke blevet solgt. Deres søstre og brødre er rejst til deres nye familier.
27.05.2014 - om aftenen
Sidste billede af dem alle på en gang, og et lille hjørne af Dea, storesøster og babysitter.
27.05.2014
Formiddags afslapning og hygge på terrassen. Efter en morgen med glubende appetit ved morgenmaden og derefter vild leg, skal der slappes af. – De ved ikke at det er sidste dag hele kuldet er sammen.
16 - 18.05.2014 
Klik på billedet herunder for at se billeder af hvalpenes St. Bededagstur til Fanø
14.05.2014 
I dag er hvalpene blevet 6 uger og vi er heldige at der er tørvejr, så det er hurtigt ud på terrassen for at lege. Dea deltager gerne og tager rollen som den der passer på de små meget seriøst. men der er også masser af leg.
Så dukker mor Bibi op og hvalpene er straks hos hende for at få en tår mælk inden legen fortsætter.
11.05.2014 
Vi har besøg af vores barnebarn, der holder meget af at sidde inde hos hvalpene og kæle med dem.
09.05.2014 
I dag er vi også heldige. Det er muligt at komme ud og lege imellem bygerne. Hvalpene bliver mere og mere modige, løber rundt, lidt kluntede, men med lidt fart på. De kravler og undersøger ting og leger sammen.
08.05.2014 
Leg i solen, det gælder om at komme ud mellem regnbygerne. Der er meget der skal undersøges og prøves og mor Bibi har det store overblik oppe fra toppen af vores “hvalpe-pyramide”.
06.05.2014 
Formiddagshygge. Dea på 10½ måned kan slet ikke få nok af de små søskende. Hun hjælper Bibi med at holde dem rene og elsker at være sammen med de små. De kravler på hende, bider i hendes pels og ører og hun prøver at lege med bold med dem, men den går ikke helt endnu. Vi holder hende væk fra dem i perioder så de kan få hvile. – Men Bibi nyder at slippe for bøvlet. Nu er de så store at hun trækker sig og holder øje med dem på afstand, så alt går ordentligt til.
03.05.2014 
Aftentur på terrassen. De små prøvede at være i stofburet og blive båret udenfor. Det var hyggeligt og alle de store firebenede ventede på dem ved det store tæppe. De små kom langt omkring, alene på opdagelse, indtil de blev trætte og søgte hen mod “hulen”. Så kom de ind til mad og legetøj i en større hvalpegård og større kasse i stuen. Her kan de følge med i hverdagen med dens mange lyde af musik, støvsuger, snak og meget mere. Og det er nemt at blive lukket ud til leg og kaos mellem møbler, hunde og den gamle kat. De bliver vænned til at være hvor vi er  og kommer løbende, så godt de kan, når de høre vante stemmer.
30.04.2014 
Nu er hvalpene 4 uger gamle. De kommer ud af hvalpegården og vover sig lidt omkring, men mor er lige ved – og Dea kender de også. De bliver hurtigt trætte, så er det godt med en tår hos mor. Vores gamle hankat må gerne sidde i nærheden.
28.04.2014 
Sommerdag og udenfor for første gang under opsyn af mor Bibi, mormor Janka, storesøster Dea og vores gamle hankat Oliver, der har været med til at starte mange små hvalpe.Det var en stor verden de små opdagede, selvom den ikke gik ret langt væk fra hundetæppet. Og så endte turen udenfor med at de små fik deres første måltid hvalpefoder. De spiste flot, alle smagte og der blev spist “næsten op”. Bibi fik resterne.
26.04.2014 
“Mon jeg kan komme ud over kanten?” – “Hov, hvor bliver I andre af?” – “Nå, der er jo også godt og trygt herinde i hvalpegården – især når mor giver os lidt at spise!”
23.04.2014 
Tre uger gamle og nu rykker de ind i stuen, hvor der sker meget mere omkring dem. Først prøver de gulvet, som er lidt glat. Mor Bibi , Dea og Amina er omkring dem og passer på. Så skal de have en lille tår af mor under sofabordet inden de falder i søvn inde i  kurven i “hvalpegården”.
Et af vores børnebørn og hvalpene har forsigtig nærkontakt for første gang.
21.04.2014 
16.04.2014 
Hvalpene fanget i en solstråle i middagssøvnen. 2 uger gamle.
15.04.2014 
Storesøster Dea sneg sig ind til hvalpekassen og kiggede til de små og mor Bibi tog det ganske roligt, lod Dea snuse til dem og så blev der ammet og vasket. Til tider ser det kaosagtigt ud, men Bibi ved godt hvilke hvalpe hun har slikket rene og hvilke hun mangler.
13.04.2014 
Hvalpene vokser og vokser, der er en skubben og masen når de skal ligge ved siden af hinanden og sutte. Når de er færdige vælter de om og sover.  Bibi går fra kassen når de har fået mad, men er der det mindste piv kommer hun med det samme. Hun mener dog at det er vores fælles projekt, ser gerne at en af os sidder og hygger med hende når hun ordner de små. Nu venter vi på at de snart åbner deres øjne og derefter begynder at bevæge sig mere bevidst rundt.
06.04.2014 
Bibi synes det er helt fint at få maden serveret “på sengen” mens de små hygger sig i hendes pels.
02.04.2014 
Her er de 7 små nyfødte hvalpe. Født mellem kl 7.30 og 14.45. De er blevet tjekket af dyrlægen, der sagde at de var sunde og raske og at Bibi havde klaret det flot. Lige nu ligger hun og hygger sig med dem. De sutter og sover, så de opfører sig som små nyfødte hvalpe skal.
28.04.2014 
Bibi fylder godt nu og ligger gerne på ryggen og viser sin store mave. Fødekassen er sat frem, men der går nok nogle dage endnu.
26.02.2014 
Bibi fylder godt nu og ligger gerne på ryggen og viser sin store mave. Fødekassen er sat frem, men der går nok nogle dage endnu.
Schaploni Bibi Babette
Fanica Tip Top Tjano 
WjW10  DKCH  INTCH  DEVDHCH  DKV12  DKKV12  KLBV13
Schaploni Bibi Babette er blevet parret med Fanica Tip Top Tjano d. 29. og 30 januar 2014!
Hun dufter nu meget godt!!!…………………………….og så er det hele overstået!
Begge hunde er avlsbedømte, udstillede, øjenlyste og er fri for PRA (gen test)
bottom of page