top of page
Kuld G 2017                   Historien starter nederst på siden.
1.maj
Alle brødrene er rejst til deres nye dejlige familier. Det er lidt tomt, så Gaia søger lidt hygge og trøst hos mor Dea i kurven - men så er hun også klar til at møde nye oplevelser udenfor hvalpegården -  alene.
29.april
Nu er vi hjemme igen og Plys rejser snart fra os. Gaia og Plys leger meget med Dea og går på eventyr i bedene i haven. Det bliver også til en sidste tur ved Tirsbæk Strand, de to små, helt uden mor Dea.
21.april
Så gik turen mod Fanø, der var hygge i buret på hele køreturen, men det var dejligt at komme ud og opdage en masse nye dufte, da vi nåede frem.Det var koldt og blæsende, men derfor skal det alligevel prøves med en tur i snor. - Da solen dukkede frem fandt vi en krog med lidt læ, Dea indtog hurtigt den ene stol og Plys og Gaia var ret interesserede i om der også var plads til dem. -  De små var rigtig gode til at "drille" de gamle og derefter søge tilflugt under sofaen, men alt i alt  var der dømt hygge med hele hundeflokken. .
19.april
Det er ret dejligt med to store søde piger, der gerne vil hygge med hvalpene, når de fleste af brødrene er rejst til deres nye hjem. Men når påskegæsterne så er væk og der kun er Gaia og Gibson (Plys) tilbage, så er der ikke ret meget larm og halløj på "legepladsen".  -  Så det må vi have gjort noget ved.
15.april
Den sidste dag sammen og det styrt regner. Så må vi lige have lidt paraplytræning, så de ikke bliver forskrækkede over paraplyer, når de kommer ud i den store verden. Der blev lukket op og i, både lyse og kulørte paraplyer - og så var det ikke skræmmende længere, de ville bare indenfor, hvor det ikke var så vådt. Detefter tumlede de med papkassen og Gorba endte med at kapre den til at sove i. 
14.april
Nu er der kun et par dage tilbage inden kuld G skilles og flytter til deres nye dejlige familier. Der er lige et par ting vi skal have prøvet før det sker. Der skal køres tur, hvor alle hvalpene sidder omme i det store bur bag i bilen. - Vi kørte til en strand, hvor vi ikke blev forstyrret af en masse mennesker og hunde, så hvalpene kunne opleve de mange nye lugte og lyde i "fred og ro", for fuld galop. Det var spændende, men de var heldigvis lige så nysgerrige , som de har været overfor andre nye ting. Ud i vandet kom de dog ikke, det gjorde nu heller ikke noget. Da de havde undersøgt stranden grundigt var de helt klar til at følge med os op til bilen igen, der var ikke nogen der blev nød til at komme ind i "tasken" for at komme den rette vej og hjemturen i bilen foregik helt roligt. Det var en god oplevelse.
13.april
Det er fint nok at lege i hvalpegården, men det er meget sjovere at være med mor Dea ud på græsset og finde ting, der skal undersøges f.eks. en brændestak, rabarber, en stor bunke muld, som man rigtig kan grave i, en tagplade og meget andet. Og så er det da også i orden at slutte det  hele af med at skulle spise lidt mad, der er strøet ud på gulvet
12.april
Regnvejr, men ud skal vi (hvalpene og jeg), især når vi kan ramme tidpunkterne hvor det ikke plasker ned. Så blev der leget. Det varede dog ikke længe før de hellere ville ind og lege med det nye legetøj/bidereb, som de havde fået af far-Folmers mennesker.
10.april
I dag var hvalpene til tjek hos dyrlægen, som sagde at de var flotte og sunde. Et super kuld. Det var jo dejligt at høre. Senere på dagen fik vi besøg af Pernille og Rasmus, der ejer Folmer (Camagis Xolo) og Birgitte, der har opdrættet ham. De synes alle det var dejligt at han var far til sådan et fint kuld, der både lignede far og mor.
9.april
Dejlig forårs søndag med sol på terrassen. Hvalpene var ude meget, spiste ude, legede med Dea og var om benene på os. Sådan må vejret gerne være hver dag, når der er hvalpe.
6.april
Tidlig morgen på terrassen efter morgenmaden er spist, inden formiddagssøvnen.
5.april
I dag blev hvalpene chippede, så nu har de DK nummer, chipnummer OG et navn.
Her er Schaploni Gaia Gry og Schaploni Grane
Schaploni Glenn Fluffy og Schaploni Gibson
Schaploni Gorbatjov og Schaploni Gonzo
4.april
Dea ved godt hvordan man får de små godbidder ud af bolden og der skal ikke gøres mange forsøg før hvalpene også ved hvad det drejer sig om, selvom de har mest travlt med at spise det de finder.
3.april
En tidlig morgen lige efter morgenmaden er der fuld krudt på legen. Det tager ca. en time med spisning og leg, så bliver hvalpene klar til den første formiddagssøvn og de smutter lige så stille indenfor igen for at sove.
2.april
I dag bliver hvalpene 6 uger og tiden er inde for Misha at tage hjem. Reserve mor har gjort et flot arbejde, men fra nu af kan Dea klare resten alene. Der var stor gensynsglæde da Merethe, Niels, Lasse og Peter kom for at hente Misha. Nu trænger hun til fred og ro og ikke flere små alligator tænder.
Glæden var lige så stor den modsatte vej, da vi fik oldemor Janka og mormor Bibi hjem. De har haft det super godt hos Merethe og Niels, men det var dejligt at få dem hjem. På billede nr. to sidder fra venstre Dea, Bibi og Janka.
Dea har været om hvalpene siden hun kom hjem fra sygehuset for to uger siden og hun har det fint nu. Hun har ikke problemer med alligator tænderne, da hvalpene ikke har diet ved hende siden de var fire dage gamle, så hun leger med dem, opdrager dem og gør rent efter dem. Dejligt at alt er lykkedes så flot.
1.april
Nu skal hvalpene flytte til større hvalpeområde med udgang til legepladsen, så Misha giver lige en tår i hvalpekassen, før de kommer på legepladsen, mens vi flytter om på det hele. -  Og to af de unge herrer giver et nummer på "Lille scene" udenfor. - Et bur forklædt som hule.
De to mødre inspicerer de nye omgivelser, som godkendes!
Så er der åbent hus for et par af vore børnebørn, som har glædet sig til at komme på besøg og se hvalpe.
Dicte på 9 år har prøvet det før og ved godt at man ikke må bære på hvalpe, at man skal gå stille fordi de små er overalt, at man forholder sig i ro når hvalpene spiser og når hvalpene er trætte må man ikke være i hvalpegården længere. Så kan man bare vente til de vågner igen en times tid senere. Hun klarer det flot, er med til at give hvalpene en god oplevelse af børn og hun er også god til at vise lillesøster Ingrid på tre år hvordan man skal gøre. Så det blev en dejlig oplevelse for alle.
30. marts 
Når det regner fra morgenstunden er der ikke meget ved at komme ud og opleve ting, når man kun er 5½ uge. Så må vi jo lave noget inden døre.
Der bliver leget "vild hvalpeleg", som sædvanligt, men hvalpe"tasken" kommer også frem, de kan jo lige så godt øve sig i, at det er ren hygge at være derinde. Det synes Misha også. Sådan en kender hun hjemmefra. Den er godt nok lidt større, men det betyder ikke noget for Misha, det er ren nostalgi. Hun bliver nød til at have hovedet op ad hullet, for i første omgang virker den ikke stor nok. Vi flytter tasken over i hvalpekassen, men det holder ikke Misha tilbage, hun smutter ind. Nu ved hun hvordan hun skal folde sig sammen og "vupti" er der to hvalpe med hende og en mere på vej derind. Ret fint, når størrelsen på tasken kun er 50x30x30. Vi bliver nød til at hjælpe hvalpene ud for at befri Misha.
Så er det tid til en tår efter hvalpenes mening, men Misha synes ikke det er godt længere. Alligator tænderne er ikke behagelige for hende. Der kommer dog ro i flokken og de dejser om til en formiddagslur. Så er det tydeligt at se, hvor store de er blevet.
27. marts 
Solen skinner, så det er bare om at få hvalpene ud på terrassen, når det er blevet varmt nok. Det er stadig lidt skræmmende, så der startes lige med en tår hos Misha-mor. Derefter går de ombord i kassen med legetøj. Der er meget der skal undersøges, kapres og bortføres - for så er det "mit"!!!
25. marts 
Så har hvalpene fået en udendørs legeplads. Det var ret spændende at være der, men godt at både Dea-mor og Misha-mor var med. Det var dejlig varmt ude, så de "snart-ikke-så-små" var ude længe og nød det. Til sidst var de klar til en slåskamp med Deas hoved og derefter en tår hos Misha. 
Dea går med "mavebælte". Det er for fristende for hvalpene at forsøge at sutte hos Dea, men med mavebæltet kan de ikke komme til. Så behøver vi ikke at være på vagt hele tiden, men kan lade hende være sammen med dem så meget hun vil.
24. marts 
Det er dejligt at have gæster når man er en lille nysgerrig hvalp, der gerne vil kæles med, men man bliver bare så træt, så træt. Her er de faldet omkuld og sover trygt efter en dejlig dag. 
23. marts 
Så blev der lunt udenfor og hvalpene skulle "på græs" for første gang.Verden er stor når man er en lille hvalp, men der gik ikke lang tid før nysgerrigheden overvandt bekymringen og tingene skulle undersøges. De små vovede sig væk fra de to mødre, gemte sig under sten, hjalp med at grave huller, lugtede til blomster og løb i græsset. Det blev en god første gangs tur i haven og på terrassen.
22. marts 
Hvalpene er blevet fire uger i søndags d. 19. marts. De er nysgerrige og klar til at undersøge verden udenfor hvalpekassen. De vokser og trives godt, tænderne er begyndt at komme frem og det er ikke sikkert at Misha-mor synes om det!!.
De er blevet gode til at spise opblødt hvalpemad, men det betyder IKKE at vi er stoppet med at give dem flaske endnu. Der renses flasker og fyldes på til den store guldmedalje, samtidig med at de trænes i at drikke af en skål.  Men et godt måltid sluttes af med hyggesut hos Misha-mor, mens Dea-mor gør rent. Heldigvis den store idyl.
Derefter er det tid for en lur inden der skal leges og omgivelserne skal undersøges. En lille herre nåede slet ikke at komme op ad "trappen" til hvalpekassen inden han drattede om og sov med "trappen" som hovedpude. En anden har valgt et får som soveven, hvad mon han drømmer om?
18. marts 
I dag skulle det testes om vores arbejde med at få Misha og Dea til at kunne arbejde sammen om hvalpene var lykkedes. Hvalpene skulle ud på stuegulvet og både Misha og Dea skulle være ved dem. Vi troede på det, men var ret spændte.  Det var overhovedet ikke noget problem. Dea var henrykt over at få lov til at nusse og slikke hvalpene og Misha holdt sig lidt i baggrunden. Noget af en ændring fra torsdag i sidste uge, da Dea kom hjem fra hospitalet og Misha lå med hvalpene og knurrede (forståeligt) ad Dea, da hun kom ind i stuen.    
På et tidspunkt lagde Misha sig over under bordet for at give et par sultne hvalpe mad og mens der blev spist, slikkede Dea dem. Super samarbejde!
Til sidst sluttede vi oplevelsen af med lidt hvalpemousse spist af ske.  -  Og Dea var med i kassen da hvalpene skulle "puttes".
17. marts 
Hvalpene er blevet bedre til at spise af en tallerken, men der holdes ikke "bordskik". De går til og fra, leger lidt, går tilbage og spiser lidt. Det er stadig et tilvænnings måltid.
Så er det pludselig nok og hvalpene finder tilbage i hvalpekassen. Som man kan se på billederne falder de i søvn lidt efter lidt.
14. marts 
I dag er store "svinedag". Hvalpene får halvfast føde af en tallerken for første gang. De smasker i det, spiser noget, går i det, bliver smurt ind i det og slikker det af hinanden.    Spændende!!    På et tidspunkt er det ovre og mor Misha bliver sendt ind for at tage resterne mens Dea ser til udefra. Så bliver hvalpene gjort rene. Det tager tid og det hele sluttes af med en lille tår og en god middagssøvn i legehjørnet.
13. marts 
Tiden er nu kommet til at give hvalpene lidt mere udenoms plads men indenfor et område hvor de ikke kan komme til skade eller komme for langt væk. - Så vi flyttede lidt rundt på det hele og fik sat hvalpekassen, aviser og legehjørne bag hvalpegitter i stuen. Dea synes det er fantastisk at hun nu må stå helt tæt ved Misha, når de små dier ved hende. Og så træner de små "op og ned af kassen". Det var lidt farligt de første gange, men et sammenrullet håndklæde er en god trappe til start.
12. marts -  3 uger gamle
På denne dejlige forårs søndag var Dea og Misha både på tur og i haven. De hygger sig fint sammen , ikke noget "brum" når man mødes i døråbningen - og vil den ene ud er den anden ofte parat til at komme med. Det har også betydet at Misha nu somme tider selv ønsker at forlade hvalpekassen for at være familiehund, helt ok i forhold til hvalpene. MEN hun er klar hvis de giver lyd.
På et tidspunkt havde Misha travlt med at holde et af sine "hvalpehuller" ved lige ude i hækken, så Dea så sit snit til at suse ind til hvalpene for at slikke dem rene.
Tiden er nu kommet at  lade hvalpene smage lidt andet mad end mælk. Så i dag blev der uddelt smagsprøver på en lille blød babyske. Det gik rigtig fint. Det vil vi gøre mere ved i de nærmeste dage.
11. marts 
Der sker meget i hvalpekassen og udenfor.
I dag startede arbejdet med at føre de "to mødre" sammen. Vi håber at de på et tidspunkt vil kunne omgås hvalpene sammen til glæde for alle. Den første gå-tur gik fint, med logrende haler og ikke for lang en tur af hensyn til Dea.
De små er tre uger i morgen og vi kan se, at de er blevet bedre til at gå rundt, der sker virkelig noget i disse dage. De er begyndt at gå på opdagelse og forsøger somme tider at komme væk fra sovetæppet når de skal af med noget - det lykkes nu ikke altid - men man prøver at holde "reden" ren. Misha har smidt sig på ryggen, så alle kan komme til. De får mælkfra hende og flaske fire gange om dagen, der tager de også fra.
9. marts 
I dag blev Dea hentet på dyrehospitalet. Det er dejligt at få hende hjem. Vi har sat hvalpegitter op så der er en Misha zone til Misha og hvalpene, hvor Dea ikke kan komme ind og en Dea zone i resten af huset, som Dea kan bevæge sig rundt i og vænne sig til at være hjemme. Hun leder efter Janka og Bibi, men de kommer ikke hjem så længe Misha er her og passer hvalpe. Vi håber at gitteret kan fjernes på et tidspunkt men tager et skridt ad gangen. I weekenden regner vi med at de to damer er klar til en tur udenfor huset sammen. Imens de to mødre skal vænne sig til hinanden, trives de små. De spiser og sover det meste af tiden men stavrer også rundt og bevæger sig nu mellem fødekassen og Misha-kurven.
8. marts 
Hvalpene er ved at få øjne nu. De er åbne, men der går lige nogle dage før de små kan se med dem. De får stadig mælk hos Misha, men behovet er nu så stort at vi giver dem en god portion i sutteflasken, der bliver taget godt fra.
Misha har valgt et ligge udenfor hvalpekassen om dagen og så følger de små med. Endnu kan de nogenlunde holdes indenfor den store Misha-kurv, men det varer ikke mange dage før vi skal have hvalpegitter op, så vi ved hvor de er. De møvrer rundt og kravler over hinanden og Misha, så de får rigtig trænet. Og mælkebaren er åben.
Om natten ligger alle i hvalpekassen med varmelampen tændt.
4. marts 
Så kom vore 2 hvalpe hjem igen. Stor tak til Solveig for hendes hjælp. Misha snusede og slikkede de to"nye" og så diede de alle seks. Vi trak vejret lettede over det gik så fint. Misha er en super hundemor, der nu også gør alle sine hvalpe rene. Både foran og bagi. Hun har masser af mælk og passer dem fantastisk godt. Vi synes det er et mirakel, at det er gået så godt.
Vores Dea ligger stadig på hospitalet, men vi tror på at hun kommer hjem snart og måske kan hun være med til at præge hvalpene sammen med Misha-mor.
3. marts 
Tiden er kommet til at vi skal have de to store små hjem fra Solveig, så der er blevet lagt et par tæpper ned i hvalpekassen. De skal lugte rigtig godt af Misha og de fire små. Tæpperne skal med i stofburet når de to store små skal hentes. Vi skal have dem til at lugte af Misha og hendes hvalpe inden hun møder dem, så tæpperne ligger i kassen i mange timer. Både når Misha er ude at blive luftet og når hun er der sammen med hvalpene.
2. marts 
Forårssolen skinner ind til Misha og de små, som heldigvis tager på. Stadig ikke voldsomt, men jævnt. Til gengæld er Mishas mælk faldet til, så flaskerne i døgnets løb er ikke så mange længere, det er blevet til supplerings flasker. De små falder mætte og forædte om og sover ved Misha-mor.
28. februar 
Misha vil helst være lige nærheden af os, så fødekassen bliver gjort ren og flyttet ind i stuen, der pludselig bliver ændret til babyrum med varmelampe, håndklæder m.m. Der er meget nyt for Misha, som aldrig selv har haft hvalpe. Mælk kommer der mere og mere af, hun viger ikke fra de små, vil gerne slikke dem om munden, når de har fået mælk, men det der kommer ud af den anden ende, det har hun folk til at tage sig af. 
Det største problem i forhold til Misha er at få hende ud i haven eller på en lille tur. Hvis vi møvrer hende ud af kassen, ser hun på os som om vi beskylder hende for ikke at gøre arbejdet godt nok. Men hun er ved at lære at jeg passer hendes små mens hun går tur med Nis. På det ene billede kan man rigtig se at de små er totalt afslappede med deres nye mor.
Mens alt dette sker hjemme hos os får vi daglige beskeder fra Solveig at det går de to andre hvalpe godt , de spiser og de tager godt på.
26. februar 
Søndag arbejder vi på at få hvalpene til at sutte hos Misha og gøre hende tryg ved at jeg også blander mig. Hun får klippet af pelsen på maven, så de små bedre kan komme til. Vi får købt en ny hundekurv der hæver hende og hvalpene over gulvet og som er stor nok til at hun kan ligge udstrakt i den, for barselsstuen og fødekassen synes hun ikke om. - Anstrengelserne lykkes, de små sutter hos Misha, hun nusser dem og har dem liggende hele tiden. Dejligt. Så må vi arbejde på at der kommer mere mælk, men det vigtigste lige nu er at hvalpene har trygheden ved en varm hundemor/hundemave. Så sørger vi for sutflaskerne. Aftalen med Merethe bliver, at vi låner Misha og hun tager vores to andre tæver, Janka og Bibi med hjem på ferie hos hende og Niels.
25. februar 
Merethe, der ejer Misha (redningshunden Misha) kommer på besøg. Misha er moster til Dea, de to hunde ligner hinanden meget, samme gode rolige temperament OG Misha er falsk drægtig, skraber tæpper og graver huller og har mælkedråber i patterne. Vi øjner en chance for at hun måske vil tage sig af hvalpene, mens vi fortsætter med at flaske dem op. Efter Merethe og Misha er kommet får vi at vide fra sygehuset at det er meget alvorligt med Dea. Hun har åbent mavesår og en hel del betændt væske i bughulen. Vi aftaler at de skal forsøge at redde hende og vi får så fokus på at redde hvalpene. -  På billedet ligger Misha på et tæppe hos Merethe som introducerer hvalpene for hende. Det varer ikke længe før hun accepterer at de putter sig hos hende og forsøger at sutte, men det bliver mest til putteri. 
24. februar 
Det viser sig d.24. feb. at Dea er meget dårligere end vi regnede med, så hun bliver hasteindlagt på Århus Dyrehospital. Vi regner med at de nok finder ud af hvad der er i vejen og at vi får hende tilbage efter weekenden. Aftalen bliver endda, at hvis vagtlægen søndag synes hun har det rimeligt, skal hun hjem, da der jo er 6 hvalpe. - Netværket træder i kraft, de små skal have flaske så de kan overleve weekenden til mor kommer hjem. Solveig tilbyder at tage to af dem i pleje til mandag. Her er de fotograferet sammen med Solveigs ni hvalpe, der er en uge ældre og deres mor Zoola, som tager de to nye til sig omgående.
23. februar 
En lille fyr er faldet i søvn henover mors ben efter en god mælketår. På billedet ved siden af putter de allesammen i en mindre "kurv" under varmelampen, for Dea skal lige til tjek hos dyrlægen. Hun vil ikke spise, og det skal man jo når man skal have mælk til så mange dejlige sultne hvalpe. Det viser sig at hun har forhøjet infektionstal, hun får en indsprøjtning og så skal vi lige se tiden an til næste dag.
22. februar 
Selvom man har nyfødte hvalpe skal man alligevel et tur i have for at tisse m.m. Her ligger hvalpene under den tændte varmelampe, mens mor Dea lige er ude. - Og når hun så er tilbage bliver de små nusset og slikket, derefter er der fri adgang til mælkebarren. Der er allerede en på vej til det gode sted, der giver mad. 
19. februar fødte vores dejlige Dea 5 hanhvalpe og 1 tæve
Søndag aften passede det Dea at føde sine og Folmers (Xolos) hvalpe. Hun klarede det rigtig flot,var rolig og fattet og havde tjek på de små med det samme. Lå i fødekassen, slikkede og nussede dem efterhånden som de blev født. Hvalpene var nogle ordentlige basser på mellem 320 g og 375 g hver, så det var forståeligt at hun havde været besværet det sidste stykke tid.
På billederne ligger de på stuegulvet mens kassen lige bliver ordnet. Og så kan man jo lige så godt blive fotograferet. 
18.12.2016 blev grunden lagt til vores kuld G
Schaplonis Dea Dufine var på date med Camagis Xolo, kaldet Folmer. Først lidt leg og så en god parring. Hvis alt går efter planen kommer der hvalpe i slutningen af uge 7  2017.
Herunder er Dea fotograferet i skoven, mens hun går på en meget faldefærdig bro over et vandløb, og Folmer står fint for fotografen og viser hvor flot en fyr han er.
bottom of page